Sunde træstammer

Sunde træstammer

Sunde træstammer – det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke? Denne opskrift er fuldstændig glutenfri, sukkerfri, laktosefri og kan sagtens lave veganske – og så er de også fuldstændig uimodståelige.

Jeg elsker alle kager, der indeholder romkugledej, og det har jeg altid gjort. Romkugler, studenterbrød og træstammer er nogle af de lækreste og mest smovsede kager. Men dem du køber hos bageren eller på tankstationer er desværre hverken glutenfri, sukkerfri, laktosefri eller veganske. Derfor har jeg kreeret en opskrift på disse mundvandsfremkaldende træstammer, som indeholder lækre råvarer.

Så hvis du – ligesom jeg – også er vild med romkugledej, så vil jeg på det varmeste anbefale denne nemme og hurtige opskrift på de BEDSTE træstammer, du kommer til at smage. Og så er de endda sunde.

De er ideelle til alverdens anledninger: eftermiddagskage, aftensnack, weekendhygge, kagetapas, fødselsdage og listen fortsætter i en uendelighed. De kan med fordel laves i forvejen og opbevares på køl indtil du skal bruge dem. Træstammerne kan derudover også fryses ned og tages op når den søde tand melder sig – det tager få minutter for dem at tø op! 😉

Hvis du er interesseret i andre opskrifter med romkugledej, så tjek mine opskrifter på sundere romkugler og studenterbrød – jeg lover dig, at de smager mindst lige så godt, som de bedste fra bageren!

OPSKRIFT PÅ SUNDE TRÆSTAMMER
Romkuglemasse:
– 150 g udstenede dadler fra papæske (findes i frugt- og grøntafdelinger i dit supermarked)
– 100 g mandler
– 2 spsk kokosfibermel
– 2 spsk peanut butter eller anden nøddesmør
– 2-3 spsk kakao
– 2 spsk sukkerfri marmelade (fx Søbogaard eller Rigoni di Asiago)
– 1 tsk vaniljeessens eller kornene af ½ vaniljestang (jeg bruger Tørsleffs)
– 1-2 spsk romessens (smag til)(jeg bruger den fra Tørsleffs)

Marcipan:
– 100 g smuttede, tørre mandler (put dem evt i ovnen ved 40-50 grader i 5-10 minutter efter de er smuttet)(alternativt kan du bruge mandelmel)
– 2 spsk kogt vand
– 2 spsk honning (erstat med vegansk alternativ hvis du ønsker)

Desuden: mørk chokolade til enderne

Fremgangsmåde:
Blend først mandler til mandelmel. Kom alle ingredienser til romkuglemassen i en blender og blend til du har en ensartet masse (hvis du ikke har en kraftig eller stor blender, så blend lidt ad gangen (tilsæt lidt vand når du blender dadler) og bland det i en skål). Stil massen på køl, så det kan sætte sig.

Marcipan: Blend alle ingredienserne til en ensartet masse (det samler sig til en klump). Rul marcipanen ud til et rektangel mellem to stykker bagepapir.

Rul romkuglemassen til en pølse der har samme længde som din marcipan (du vælger selv tykkelsen, men jeg plejer cirka at lave en diameter på cirka 3 cm). Placer romkuglepølsen ovenpå marcipanen (tæt på den ene kant) og rul marcipanen rundt om romkuglemassen ved hjælp at bagepapiret. Stil træstammerne på køl/frys igen i mindst 15 minutter. Tag dem ud og skær dem i små stammer. Dyp enderne i chokolade (det størkner hurtigst hvis de er kolde) og nyd 🙂

TIP: Hvis du har romkuglemasse tilovers, så tril det til små romkugler og kom dem på køl eller i fryseren.



6 thoughts on “Sunde træstammer”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *