Chunky müslibarer

Chunky müslibarer

Chunky müslibarer lavet på lækre råvarer. De dufter og smager sødt af bær og lidt af kokos. Derudover mætter de utrolig godt.

Opskriften er glutenfri, sukkerfri, laktosefri og vegansk, og så er de super nemme og hurtige at lave – du skal ikke engang bruge blender til denne opskrift. Du kan både vælge at spise dem som de er eller bage dem (dem på billederne er bagt).

Müslibarer er en genial snack eller mellemmåltid til travle hverdage, på farten eller som en lækker overraskelse til madpakken. De kan desuden fryses, så du kan med fordel lave en stor portion, så du har til travle perioder.

Jeg har desuden overvejet at dyppe halvdelen af müslibaren i mørk chokolade for at gøre dem lidt ekstra lækre – eksempelvis til en sundere “hygge-tallerken” om aftenen eller til kagetapas. Lad mig endelig høre din vurdering hvis du afprøver dette.

Se desuden min opskrift på sprøde, sunde og lækre kerneknækbrød, hvis du er interesseret i andre nemme mellemmåltider og “alsidige” snacks.

OPSKRIFT PÅ CHUNKY MÜSLIBARER
Ingredienser:
– 1 overmoden banan
– 2 spsk peanut butter eller anden nøddesmør
– 50 g havregryn
– 40 g grofthakkede mandler
– 50 g hakkede dadler (jeg har brugt nogle fra RM Import som er overtrukket med hasselnødder) (alternativt kan du bruge rosiner)
– 1 spsk chiafrø
– 30 g ristede kokoschips eller grov kokosmel (plus lidt til drys)
– 1 spsk naturligt sødet marmelade (jeg bruger den fra Rigoni di Asiago)

Fremgangsmåde:
Mos bananen med en gaffel i en skål. Tilsæt peanut butter og bland det godt sammen. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt rundt. Fordel massen i et jævnt lag på cirka 1,5-2 cm.
VALGFRI: bag müslibarerne ved 180 grader varmluft i 15 minutter ELLER stil dem blot på køl inden servering. Skær dem ud i den størrelse du ønsker. Müslibarerne på disse billeder er bagte og dernæst skåret ud.
Kan desuden fryses.



2 thoughts on “Chunky müslibarer”

  • Hej, hvor stort et areal breder massen sig over, når man spreder den ud i 1,5-2 cm tykt lag? Bare for at have en fornemmelse af, hvor mange barer den cirka vil give (er det en bradepande, en halv bradepande …? ) Tak for hjælpen. Mvh, Linda

    • Hej Linda,
      Det er bare en lille portion til cirka 1 rugbrødsform – jeg beklager at jeg først ser din kommentar nu, du kan altid kontakte mig på @noglutennolimits på Instagram for hurtigere svar!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *