Hjemmelavet chilimayo

Hjemmelavet chilimayo

Hjemmelavet chilimayo er noget af det lækreste du kan servere til eksempelvis tapas, hjemmelavede burgere, dip til alverdens kød/fisk/kartofler/pasta, som tilbehør i en lækker madpakke, til pølsehorn eller måske bare til at pifte en rugbrødsmad eller sandwich op.

Det er desuden overraskende nemt at lave sin egen mayo. Det eneste du behøver er en røreskål, en elpisker og en lille smule tålmodighed ;-). Konsistensen af hjemmelavet chilimayo er helt vildt lækker og cremet, og når du først har prøvet at lave det selv, kan det være svært at gå tilbage til købe-varianterne.

Opskriften er glutenfri, sukkerfri og laktosefri. Når du skal købe ind til opskriften, vil jeg dog især anbefale at du tjekker ingredienserne på den sennep du vælger samt krydderierne (disse kan nemlig af og til indeholde gluten eller spor af gluten, hvilket godt kan få en sart tarm til at reagere). Jeg bruger mærket Maille (der står Dijon Originale på glasset) samt paprika fra Santa Maria. Desuden køber jeg ofte chilipulver og cayennepeber i butikker med udenlandske specialiteter, da de ofte smager af meget mere! Det er bare et lille tip, hvis du, ligesom jeg, er vild med gode krydderier.


Desuden kan du med denne opskrift også sagtens lave aioli (hvidløgsmayo), krydderurtemayo (med fx frisk persille og hvidløg) eller blot lave en “normal” mayo uden ekstra krydderier. Det er helt op til dig 😉 Farven på mayo’en (før du tilsætter krydderier) er mere gul end den du køber i supermarkederne på grund af både æggeblommer, sennep og olie.

Opskrift på hjemmelavet chilimayo

Ingredienser til cirka 1,5 sylteglas.

– 2 bægre pasteuriserede æggeblommer
– 2 tsk sennep (jeg bruger altid Maille Dijon Originale)
– 4,5-5 dl olie (jeg plejer at bruge 1 dl olivenolie og 3,5-4 dl rapsolie eller solsikkeolie – olivenolien er rigtig god i mayo, men den har en kraftig smag, hvis du kun bruger den)
– 3 tsk hvidvinseddike
– 1 lille fed hvidløg
– 1 tsk salt
– 1 lille tsk peber
– 3 tsk paprika (jeg bruger den fra Santa Maria)
– Valgfri (smag til!): 1 tsk stødt chili OG 1 tsk cayennepeber

Fremgangsmåde:
VIGTIGT: inden du går i gang med at lave din mayo, skal æggeblommer samt sennep gerne have stået ude ved stuetemperatur i mindst 30 minutter. Jeg plejer at komme æggeblommer og sennep (og KUN de to ting) i røreskålen og lade det stå i cirka 30 minutter. Dog har jeg også prøvet at lave chilimayo’en med æggeblommer og sennep direkte fra køleskabet, men du risikerer nemt at din mayo skiller så.

Pisk æggeblommer og sennep indtil det får en lysegul og mere luftig konsistens (se billeder nedenfor). Bland olien i et decilitermål eller andet, som har en lille hældetud. Pisk ægge-sennepsmassen og tilsæt olien i en tynd stråle, mens du rører rundt (når mayo’en begynder at samle sig kan du godt hælde i en tykkere stråle, mens du rører rundt). Tilsæt hvidvinseddike og finthakket hvidløg (jeg bruger hvidløgspresser) og rør rundt igen. Tilsæt salt, peber, paprika og evt. chili+cayennepeber (smag til indtil du opnår ønsket “styrke”).

Kom din chilimayo i lufttætte glas (for eksempel sylteglas eller brugte (og vaskede 😉 ) marmelade-, senneps- eller rødbedeglas. Opbevares på køl og kan holde sig lækker i flere uger. Smagen bliver bedre og bedre!

Serveringsforslag:
Sandwich med spinatvafler, dip til sundere pølsehorn eller i de lækreste glutenfri bagels.



1 thought on “Hjemmelavet chilimayo”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *