Glutenfri kakaopandekager

Glutenfri kakaopandekager

Glutenfri kakaopandekager, som også er laktosefri, sukkerfri og vegetariske. De er super nemme at lave, og de bliver så lækre og smagfulde. Du kan desuden også sagtens lave opskriften uden kakaopulver, og på denne måde “bare” lave dem neutrale. Eller du kan putte 1-2 tsk kanel i, hvilket også giver en utrolig lækker smag – dog har jeg ikke prøvet at bruge både kakaopulver og kanel endnu, da jeg bedst kan lide det hver for sig!

Du kan servere pandekagerne med præcis det tilbehør du ønsker, hvad enten det er peanut butter, syltetøj, frisk frugt og bær, hjemmelavet sundere nutella, eller is.

Desuden har jeg lavet disse pandekager rigtig små, hvilket egner sig perfekt til en sød lille pandekagestabel som snack. Derudover tænker jeg også at disse miniversioner af amerikanske pandekager som små stabler/stakke, vil være fuldstændig perfekte til et brunchbord! Evt. med små flag eller pinde i, så de indbyder endnu mere til, at man lige “hapser” en stak glutenfri kakaopandekager 😉
Dette knækbrød vil desuden også være perfekte til både brunch- og tapasanretninger.

Hvis du er mere i humør til de helt flade og bløde “Rasmus Klump”-pandekager, har jeg også en glutenfri, sukkerfri og laktosefri opskrift på tynde pandekager.

Tips til perfekte buttede pandekager

For at dine små pandekager bliver helt perfekte har jeg tre gode tips, som jeg vil dele med dig.

1. Sørg for at piske æggehviden helt stiv, og vend forsigtigt dette sammen med resten af dejen – ikke pisk, bare “fold”/vend dejen sammen med dejskraber. Se billeder nedenfor.
2. Lad dejen hvile i 5-10 minutter inden du steger. På denne måde får dejen tid til at “sætte sig” og være sammenhængende, så dine pandekager ikke går i stykker når du vender dem.
3. Vend først pandekagerne, når der kommer små lufthuller på toppen! Se billeder nedenfor.

Opskrift på glutenfri kakaopandekager

Cirka 12-18 små pandekager, afhængig af hvilken størrelse du laver dem (disse er lavet rigtig små, så jeg fik 18).

Ingredienser:
– 100 g overmoden banan
– 25 g havregryn
– 50 g peanut butter eller anden nøddesmør
– ½ dl vand
– 1 æg delt i blomme og hvide
– 15-20 g kakao


Fremgangsmåde:
1. Kom alle ingredienser PÅ NÆR ægget i en blender/minihakker, og blend det til en ensartet masse (du kan også sagtens bruge en røreskål og stavblender).
2. Del ægget i blomme og hvide – æggeblommen tilsættes resten af dejen, mens æggehviden piskes stiv i en separat skål.
3. Vend forsigtigt æggehviden sammen med den blendede dejmasse.
4. Lad dejen hvile i 5-10 minutter inden du steger dem (vigtigt for at dine pandekager ikke går i stykker når du vender dem!) Du kan evt. rydde lidt op imens 😉
5. Steg pandekagerne i en smule smagsneutral olie eller smør i den ønskede størrelse. Pandekagerne er klar til at blive vendt, når der er dukket lufthuller op på overfladen af pandekagen (se billede ovenfor).

Server med præcis den topping du kan lide!

Forslag til variationer af opskriften:
Udelad kakaopulver og lav dem “neutrale”
Erstat kakaopulver med 2 tsk kanel
Erstat vand med ½ dl appelsinjuice



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *