Sundere boller i karry

Sundere boller i karry

Sundere boller i karry, som er virkelig cremet, lækker og smagfuld. Det er helt klart en kandidat til at blive hverdagsfavorit ;-). Der er desuden også mulighed for at lave den kødfri og dermed også vegansk.

Boller i karry er jo en gammel kending og hverdagsklassiker, som hitter hos rigtig mange børn og voksne. Min egen version af klassikeren er virkelig simpel, og den indeholder lidt skjulte grøntsager . Kødbollerne er desuden lavet af hakket kyllingekød i stedet for den traditionelle svinefars, og karrysovsen er uden mælkeprodukter. Dog kan du sagtens lave opskriften med hakket svinekød, hvis du foretrækker det.

Opskriften på sundere boller i karry er desuden fuldstændig glutenfri, sukkerfri og laktosefri. Selve karrysovsen er desuden også vegansk, så hvis du vil have hele retten vegansk kan du blot skifte kødbollerne ud med et kødfrit alternativ. Jeg har desuden også lavet kødbollerne uden æg, hvilket bestemt ikke gør dem dårligere 🙂

På trods af, at boller i karry jo er en klassiker, har jeg faktisk næsten aldrig fået det derhjemme, da jeg var barn. Men det er en ret, som jeg er blevet glad for med årene, og derfor tænker jeg absolut at den fortjener en plads på hjemmesiden ;-). Hvis du også er typen, der godt kan lide at have nemme og simple hverdagsretter, så bør du også tjekke disse opskrifter:
One Pot Pasta med kylling (glutenfri, laktosefri, sukkerfri, uden æg – kan også laves vegansk)
Mexicansk One Pot (glutenfri, laktosefri, vegansk, sukkerfri)
– Nem, cremet og lækker spicy wok med kylling (glutenfri, laktosefri, uden æg, sukkerfri – kan også laves vegansk)

Små tips og tricks

  • Hvis du gerne vil have flere grøntsager til retten, kan du prøve at servere blomkålsris i stedet for (eller blandet med) normale ris.
    Blomkålsris kan du nemt lave selv ved at blende frisk blomkål (hvis du ikke har minihakker eller foodprocessor kan du også bruge et rivejern). Hvis du gerne vil have “risene” lidt blødere, kan du koge blomkålsrisene i cirka 1 minut med lidt salt). Desuden kan du også købe blomkålsris på frost (hvor de er revet for dig) i mange supermarkeder (jeg har bl.a. set det i Rema1000 og SuperBrugsen)

  • Hvis du ønsker at lave retten vegansk, kan du erstatte kødbollerne med et kødfrit alternativ. Jeg har bl.a. set at Naturli’ har lavet et alternativ til kødboller kaldet veggie balls (jeg har dog ikke testet dem).
  • Retten er fryseegnet og kan holde sig lækker på køl i flere dage.

Opskrift på sundere boller i karry

Ingredienser til 4 personer

Kødboller:
– 1 pakke hakket kylling eller svinefars (400-500 g) (eller måske kødfrit alternativ)
– 30 g havregryn
– 2 tsk salt
– 1 stort fed hvidløg (2 normale), finthakket eller brug hvidløgspresser

Karrysovs:
– 1 løg
– 1 fed hvidløg
– 2 spsk gul karrypulver (jeg har brugt den fra Santa Maria)
– 150 g gulerod (fintrevet eller blendet)
– 1,5 dl af kogevandet fra kødbollerne
– 1 dåse kokosmælk (helst ikke light)
– Salt (start med 2 tsk og smag til, til sidst)
– ½ tsk gurkemeje (kan udelades)
Valgfri: chilipulver eller frisk chili


Fremgangsmåde

Kødboller:
1. Rør alle ingredienserne til kødbollerne sammen til en ensartet fars med en ske.
2. Form små kødboller af farsen. Mine var cirka 4 cm i diameter tror jeg – men lav dem i den størrelse, som du synes er mest appetitlig 😉
3. Fyld en gryde eller kasserolle 2/3 op med vand og tilsæt lidt salt. Bring vandet i kog.
4. Kom cirka 8 små kødboller i det kogende vand ad gangen, og kog dem i cirka 5-6 minutter (kogetiden afhænger af størrelsen på kødbollerne – skær evt. en af kødbollerne over for at tjekke at de er kogt igennem)*.
5. Tag kødbollerne op af vandet og læg dem i en skål eller bøtte indtil du skal bruge dem i sovsen.
6. VIGTIGT: Tag 1,5 dl af kogevandet til side efter du er færdig med at koge kødboller – dette skal bruges til sovsen.

* Tip: Kødbollerne begynder at flyde længere op mod vandoverfladen desto mere “gennemstegt” de er. Men min erfaring er, at de ikke er helt færdige lige så snart de er i overfladen 😉


Karrysovs:
1. Svits finthakket løg og hvidløg på en stor pande (eller wok) i en god sjat olie i 2-3 minutter ved middel-høj varme.
2. Tilsæt karry og svits yderligere i et par minutter.
3. Tilsæt blendede/fintrevede gulerødder samt kogevandet fra kødbollerne, og rør rundt i 1-2 minutter. Fjern panden fra varmen og brug evt. en stavblender til at blende det til en ret tyk og ensartet “mos”.
4. Sæt panden tilbage på blusset (lav-middel varme) og tilsæt kokosmælk og salt samt gurkemeje og chili, hvis du ønsker det.
5. Tilsæt kødbollerne og lad retten varme lige så stille op igen. Lad det simre i mindst 5-10 minutter før servering og smag til med salt og peber.

Serveringsforslag:
– Ris/blomkålsris
– Brød (naan eller måske hjemmebagte glutenfri grøntsagsfladbrød)
– Frisk koriander eller persille på toppen
– Hakkede peanuts eller cashewnødder
– Evt. lidt grøntsager ved siden af



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *