Sundere nutellabrownie
Sundere nutellabrownie, som er glutenfri, sukkerfri, mælkefri og mulighed for vegansk. Den smager vanedannende godt og konsistensen er den helt perfekte kombination af kompakt, smovset og rig på dyb kakaosmag og ristet hasselnød.
Den runde og diskrete smag af ristede hasselnødder (nutella) kommer snigende i bidden af en dyb og tung brownie, og det løfter den til et helt andet niveau. Jeg har altid været en chokoladepige, og jeg synes ikke, at der er meget der kan komme op på siden af en intens og tilpas klistret brownie.
Du kan bruge denne sundere version af brownie til alverdens begivenheder, og jeg garanterer at den er et kæmpe hit. For eksempel til weekendhygge, fødselsdage, dessert eller i små stykker til kagetapas – eller måske endda som crumble i en hjemmelavet nicecream?
Jeg anbefaler, at du skynder dig at bikse den sammen og stiller den på køl i mindst et par timer (gerne natten over). Kagen har nemlig brug for at stå og sætte sig og smagen kommer først rigtig til sin ret efter en længere tur på køl. Derfor er den også ideel at lave til gæster, hvor du gerne vil spare på mængden af forberedelsestid i køkkenet på selve dagen. Brownien kan sagtens holde sig lækker flere dage på køl, og den er desuden fryseegnet.
Hvis du er interesseret i andre opskrifter på brownie, så tag et kig på denne sundere kombination af brownie med cookietop, eller en “klassisk” sundere brownie, som du nemt kan pynte til den helt store guldmedalje 😉
OPSKRIFT PÅ SUNDERE NUTELLABROWNIE
Cirka 6 stykker
Ingredienser:
– 150 g udstenede dadler fra papæske
– 100 g hasselnødder
– ½ dl vand
– 1 æg eller chiaæg (bland 13 g chiafrø med 37 g vand)
– 25 g kakao
– ½ tsk bagepulver eller natron
– 1 nip salt
– 50 g hakket mørk chokolade
Fremgangsmåde:
1: Fordel hasselnødderne på en bageplade beklædt med bagepapir og rist dem i ovnen ved 175 grader i 8-10 minutter eller indtil de bliver gyldenbrune. Hold godt øje, og tag dem ud når selve nødden bliver lysebrun de sidste minutter. Lad dem køle af i cirka 10 minutter og begynd at gnubbe skallen af (evt. i et viskestykke eller med fingrene).
2: Kom dadler i en blender med hasselnødder og vand og blend til en ensartet masse. Tilsæt de øvrige ingredienser (på nær hakket chokolade) og blend igen. Kom til sidst den hakkede chokolade i og rør rundt. Kom dejen i en lille form og bag ved 180 grader varmluft i cirka 20 minutter.
Tip: Kagen må gerne være lidt blød inde mod midten efter de 20 minutter, da den sætter sig på køl!
Lad kagen køle helt af (gerne over natten) inden du serverer.
Denmark
Kan man bruge en anden erstatning for hasselnødder? Jeg er også allergisk overfor hasselnød nemlig
Hej Mette! Du kan sagtens bruge mandelsmør eller mandelmel i opskriften, og også peanut butter hvis du tåler det. Det er intet problem at udskifte hasselnødder, men du får selvfølgelig ikke hasselnøddesmagen så 😉
Har du en ide til hvad jeg bruge i stedet for hasselnødder? Som også giver noget smag:)
Både peanut butter, mandelsmør og cashewsmør (alternativt kan du også bare blende nødder/mandler til mel) giver en virkelig virkelig lækker kage! Det bruger jeg altid når jeg ikke har hasselnødder på lager 😉