Små simple chokoladetærter

Små simple chokoladetærter

Små simple chokoladetærter, som ikke kræver en masse forskellige ingredienser, og som kan toppes og fyldes med lige nøjagtig det, som du allerbedst kan lide! Den tilpas sprøde, søde, faste tærtedej, det cremede, rige og bløde chokoladefyld og det let syrlige og søde strejf fra hindbærrene er en helt perfekt og farlig kombination. Og så indeholder de små tærter endda sunde, simple og lækre ingredienser, som er rigtig gavnlige for kroppen – det er jo win-win! Og så er de virkelig nemme og hurtige at lave 😉

Opskriften på såvel tærtebunden og fyldet er glutenfri, sukkerfri, laktosefri og vegansk (og dermed også uden æg). De små tærter tilfredsstiller den søde tand til fulde samtidig med at du får en masse fibre og sunde fedtsyrer – og flere proteiner end “klassiske” sukkerholdige kager og tærter. Jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet over smagen eller konsistensen på disse små simple chokoladetærter!

Du kan desuden sagtens skifte bærrene på toppen ud med både jordbær, blåbær og brombær – og jeg tænker også sagtens at du kan bruge vindruer, kiwi eller lignende! Brug det, som du synes smager godt – det er ofte en sikker vinder så 😉 Du er selvfølgelig også altid velkommen til at skrive til mig på @NoGlutenNoLimits på Instagram, hvis du har spørgsmål til denne eller andre opskrifter!

I tilfælde af, at du ikke er i humør til at skulle bage en kage i ovnen, vil jeg anbefale dig at prøve nogle af mine virkelig lækre og mundvandsfremkaldende raw-kager. For eksempel min nuværende favorit, som er disse sunde peanut butter bites (som er snickers i en mere nærende og meget mere snasket udgave). Eller måske er du til sunde romkugler, som heller ikke kræver bagning?

Opskrift på små simple chokoladetærter

8 små tærter (mine forme er 8 cm i diameter)
OBS: Hvis du ikke har små tærteforme kan du sagtens lave dem i muffinsforme eller endda bare forme dejen til små kurve/tærter med fingrene (tærtedejen falder ikke sammen når du bager den!). Hvis du bruger muffinsforme har jeg erfaret at der bliver 10-12 tærter.

Ingredienser til bunden:
– 100 g havregryn
– 100 g mandelmel (eller bare mandler blendet til mandelmel – kan erstattes af andre nødder eller peanut butter)
– 50 g friske dadler fra papæske* (fjern stenen i midten og skyl dem)
– ½ dl vand
– 2 store spsk kokosolie (hvis din kokosolie er helt flydende pga. varmen, så brug 4 spsk)

Ingredienser til chokoladefyld:
– 1 stor avocado
– 175 g friske dadler fra papæske* (fjern stenen i midten og skyl dem)
– 15-25 g kakao (smag til)
– 30 g peanut butter, anden nøddesmør eller kokosolie**
– ½-1 dl vand (juster undervejs til du opnår ønsket konsistens)

* Det er vigtigt at du vælger de friske, bløde dadler fra papæske, da tørrede dadler næsten er umulige at blende. Du kan finde dadlerne i frugt- og grøntafdelinger i dit supermarked (jeg bruger altid dem fra RM Import, som hedder Juicy Dates).
** Måske kan du bruge normal eller vegansk smør i stedet – det har jeg dog ikke testet endnu.

Fremgangsmåde

Tærtedej:
1. Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.
2. Blend havregryn og mandler til “mel” (i blender, minihakker eller foodprocessor).
3. Tilsæt de øvrige ingredienser til tærtedejen og blend til du har en ensartet masse.
4. Fordel dejen i små tærteforme eller muffinsforme (eller form frit med hænderne)
5. Bag tærtebundene midt i ovnen i 7-9 minutter ved 175 grader varmluft. De skal være let gyldne (se billede nedenfor). Sæt bundene på køl!


Chokoladefyld
1. Blend alle ingredienser til en ensartet masse (du kan både bruge stavblender, blender, minihakker og foodprocessor til dette).
2. Smag til med kakao og juster konsistensen med vand (jeg bruger oftest tæt på 1 dl).
3. Sæt chokoladefyldet på køl indtil tærtebundene er kølet af. Fyld cirka en skefuld af fyldet i hver tærte og top med din foretrukne topping!

Server og nyd 🙂

OBS: Tærterne kan sagtens holde sig lækre i køleskabet i flere dage. Men vent gerne med at putte frugt/bær/pynt på, indtil du skal bruge dem, da dette nemt kan blive kedeligt og smattet at se på ellers 😉



2 thoughts on “Små simple chokoladetærter”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *