Nemme pølsehorn med spinat og edamamebønner

Nemme pølsehorn med spinat og edamamebønner

Nemme pølsehorn med spinat og edamamebønner, som er proteinrige, fiberholdige og virkelig nemme at lave. De kræver ikke dyre glutenfri specialvarer, og jeg lover at de ikke smager “mærkeligt” på grund af grøntsagerne. Det giver tværtimod en lækker fugtighed til pølsehornene, så de ikke bliver tørre og kedelige. Desuden kan det anbefales at genvarme dem i ovnen, hvis du har tid – så får de en lækker og sprød skorpe! Og ellers smager de også virkelig godt som de er 😉

Opskriften på selve pølsehornsdejen er fuldstændig glutenfri, laktosefri og vegansk (og dermed også uden æg), og så tager det ikke mange minutter at blende dejen sammen.

Du vælger desuden naturligvis selv hvilken slags pølse der skal i. Jeg HAR brugt “normal længde” glutenfri og laktosefri kyllingepølser fra Danborg/Robert Damkjær, som jeg halverer. Du kan også sagtens bruge pølser af grisekød eller veganske alternativer (jeg har set nogle veganske og glutenfri pølser fra Naturli’).

Jeg har desuden også lavet denne version af lækre, sunde grøntsagspølsehorn med spinat, som også er virkelig gode. Og jeg har også en opskrift på glutenfri og laktosefri pizzasnegle, hvor dejen også er vegansk.


TIP! Det er vigtigt at du lader pølsehornene stå og køle af i minimum 30 minutter inden du sætter tænderne i dem – ellers kan de godt virke lidt klæg og ubagte. Glutenfri bagværk har generelt godt af at stå et øjeblik efter bagning 🙂

Opskrift på nemme pølsehorn med spinat og edamamebønner

Ingredienser til 10 stk.

– 200 g frosne spinatkugler (optøet og IKKE drænet for væde)
– 100 g edamamebønner (også fra frost – dem uden bælg)
– 150 g tørrede røde linser (bliver til cirka 350 g efter kogning)*
– 100 g havregryn
– 1 tsk salt
– 1 tsk bagepulver
– 1-1,5 dl vand
– 10 små pølser eller 5 halverede


Fremgangsmåde:
1. Kog linserne efter anvisningen på pakken.
2. Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
3. Tø spinat op (gem væsken) og put frosne edamamebønner i blenderen.
4. Kom alle ingredienserne (på nær pølserne) i en blender/foodprocessor, og blend alle ingredienser til en ensartet masse. Juster med lidt ekstra vand hvis dejen virker meget tør.
5. Form dejen om pølsen med let våde hænder. Hvis du ikke vil røre dejen er det også muligt at placere aflange “klatter” på bagepladen med en ske, læg en pølse ovenpå og kom endnu en klat dej ovenpå pølsen. Drys evt. med sesam eller lignende på toppen.
6. Bag pølsehornene i cirka 25 minutter ved 180 grader varmluft (forvarmet ovn).
7. Tag pølsehornene ud af ovnen og lad dem køle af i mindst 30 minutter, så de kan sætte sig (VIGTIGT, da de ellers kan virke klæg).


* Kan erstattes med grønne linser – brug dog cirka 120-130 g tørvægt i stedet – de skal desuden koges i længere tid end røde linser.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *