Cremet hokkaidosuppe
Cremet hokkaido, som varmer dig helt indeni. Den er helt perfekt krydret, du har sund og nærende mad til flere dage og så er den nem at lave! Det er den helt perfekte ret til de bidende kolde vinterdage, hvor du bare har lyst til at krybe sammen i et tæppe hjemme i stuen 😉
Opskriften på cremet hokkaidosuppe er glutenfri, sukkerfri, laktosefri og vegansk, og du kan toppe med alverdens sager. Jeg bruger ofte kylling og ristede græskarkerner, da det både tilføjer en masse protein og knas. Du kan sagtens skifte kyllingen ud med andre typer kød eller kikærter, sorte bønner, kidneybønner eller linser, hvis du ønsker en helt vegetarisk eller vegansk ret.
Derudover kan du også med fordel servere lunt brød ved siden af – det smager virkelig godt at dyppe det i suppen 😉
Disse lækre glutenfri gulerodsboller er eksempelvis rigtig lækre til suppen!
Hvad er din yndlingstopping til supper?
Ingredienser til cremet hokkaidosuppe
– 1 hokkaidogræskar (du kan evt. erstatte dette med en stor sweet potato eller 1 butternut squash)
– 200 g gulerødder
– 1 rødløg (grofthakket er fint, suppen skal blendes til sidst)
– 1 fed hvidløg
– 2-3 tsk rød karrypasta afhængigt af hvor spicy du ønsker suppen (jeg bruger altid den fra Blue Dragon, som blandt andet kan fås i Føtex, Netto og SuperBrugsen)
– 3 dl vand
– 1 dåse kokosmælk
– Salt og peber efter behov – smages til, til sidst
Valgfri: 1 tsk stærk chilipulver
Fremgangsmåde:
Skær hokkaidogræskaret midt over og skrab kernerne ud med en ske eller hænderne. Du behøver ikke at skrælle græskaret, medmindre at skallen er meget grov og tyk (det er den sjældent). Skær græskar og gulerødder i små tern og kom dem i en stor gryde med lidt olie i bunden. Tilsæt grofthakket rødløg og hvidløg samt karrypasta og svits alt dette i cirka 5-7 minutter.
Tilsæt vand og skru ned på svag-middel varme. Kom låg på gryden og lad det simre indtil græskar og gulerødder er møre (cirka 20 minutter afhængigt af hvor små/store tern du har lavet).
Blend direkte i gryden med en stavblender, indtil du får en flydende og ensartet konsistens. Tilsæt kokosmælk og smag til med salt, peber og evt. chilipulver. Lad suppen koge op et øjeblik og smag gerne til igen (husk at røre rundt).
Server med dit yndlingstopping (f.eks. kylling, kikærter, linser, græskarkerner og/eller cremefraiche) og server gerne lunt brød som tilbehør. Velbekomme 😉
1 thought on “Cremet hokkaidosuppe”