Sund brownie uden æg

Sund brownie uden æg

Sund brownie uden æg, som er lavet på kun 5 ingredienser! Den er super hurtig at lave, og den smager fuldstændig fantastisk. Jeg er absolut fortaler for at lave kage, bagværk og retter, som langt de fleste kan nyde SAMMEN, uanset hvilke kosthensyn eller -præferencer man tager. Derfor er denne opskrift fuldstændig glutenfri, sukkerfri, laktosefri og vegansk. Og hvis du nu sidder og er liiiidt skeptisk over for, om sådan en sag overhovedet kan smage godt, så synes jeg absolut at du skal hoppe i køkkenet med det samme. For jeg garanterer dig 100 procent for, at smagen på denne fugdy brownie er vanedannende, syndig og ubeskriveligt lækker. Den er altså et must.


Jeg har egentlig aldrig været den store skeptiker i forhold til at eksperimentere med ingredienser i bagværk og madlavning. Derudover har jeg altid været typen, der har brugt “lidt af det og lidt af det”, alt efter hvad jeg havde i skabene. Det er der både kommet mislykkede og fuldstændig geniale opskrifter ud af! Og i en tid, som denne, hvor man skal forsøge at begrænse kontakten til andre mennesker for at reducere smittefaren forbundet med covid-19, så er det absolut en fordel at kunne “freestyle” lidt med de ingredienser, man har på lager 😉 .


Jeg anbefaler på det kraftigste, at du lader kagen køle af i køleskab i mindst et par timer inden du serverer (og også gerne natten over).
– Den har nemlig brug for lidt tid til at sætte sig og blive kompakt og snasket, på den helt rigtige måde. Derfor er denne opskrift på sund brownie uden æg også helt ideel til gæster og fødselsdage, hvis man ikke vil stå og bage/forberede alt på selve dagen! Win-win. Desuden er kagen fryseegnet og den kan holde sig lækker i flere dage i køleskabet.


Jeg har desuden også en række andre opskrifter på sundere brownie på hjemmesiden, heriblandt mine to andre favoritter:
instakage // brownie
sund brownie med cookietop

Opskrift på sund brownie uden æg

Cirka 6 stykker

Ingredienser:
– 180 g udstenede og skyllede dadler fra papæske*
– 120 g skyllede kidneybønner fra dåse (svarende til ½ dåse)**
– 50 g mandler blendet til mandelmel
– 25 g kakao
– 1 dl vand
Valgfri: 30 g grofthakkede valnødder (eller evt. hasselnødder) og/eller 30 g hakket mørk chokolade.


Fremgangsmåde:
1. Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.
2. Pil stenen ud af de friske dadler og skyl dadlerne i koldt vand.
3. Dræn kidneybønnerne for væde og skyl dem i koldt vand.
4. Kom samtlige ingredienser (på nær ekstra nødder og hakket chokolade) i en blender/minihakker/foodprocesser, og blend til du har en ensartet masse.
5. Tilsæt hakkede nødder og/eller chokolade og rør rundt på dejskraber eller ske.
6. Hæld dejen i en form og sørg for at dejen er cirka 3 cm i højden.***
7. Bag kagen i en forvarmet ovn (175 grader varmluft) i cirka 30 minutter. VIGTIGT: kagen virker blød hvis du mærker forsigtigt på toppen efter de 30 minutter, men den sætter sig når den køler af.


*Det er meget vigtigt at du vælger de friske dadler fra papæsker, som du kan finde i frugt- og grøntafdelingerne i supermarkederne – jeg bruger altid juicy dates fra RM Import. De tørrede er meget svære at blende og har en lidt anden smag.
** Du kan også sagtens bruge kikærter eller sorte bønner fra dåse.
*** Jeg har brugt en aflang brødform i aluminium på cirka 30*15 cm, men du kan også bruge runde og kvadratiske forme, så længe du ikke får en “høj” kage, da du risikerer at den ikke bliver bagt så. Desuden anbefaler jeg ikke porcelænsforme, da disse nemt kan medføre, at kagen ikke bages ordentligt.

Brownien er fryseegnet og den bliver KUN bedre af at stå på køl i et par timer eller natten over. Server med frisk frugt og nyd i godt selskab (og husk på, at du er også selv godt selskab) 😉 .



6 thoughts on “Sund brownie uden æg”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *