Nemme glutenfri spinatpandekager
Nemme glutenfri spinatpandekager, som er helt perfekte til tacos og mexicanske pandekager. De er bløde som de originale tacos skal være, og de kan pifte enhver mexican monday eller taco tuesday/thursday op. Så hvis du også elsker mexicansk, så lav disse virkelig lækre spinatpandekager og fyld dem med dine egne favoritter. For mig indebærer det for eksempel en spicy pico de gallo (tomatsalsa) samt hjemmelavet guacamole. Pandekagerne er også velegnede til eksempelvis brunch. Desuden giver den intense grønne farve et virkelig fint og friskt udtryk til serveringen 🙂
Opskriften er glutenfri, sukkerfri og laktosefri, og dejen er super nem at lave.
Pandekagerne er også virkelig gode til madpakker, eller en hurtig snack med peanut butter og frisk frugt eller naturligt sødet marmelade – det smager farligt godt, og du lægger ikke mærke til grøntsagerne i dejen ;-). Derudover er de fryseegnede, så lav endelig en stor portion, så du altid har glutenfri spinatpandekager klar til pressede dage. Jeg anbefaler desuden at fryse dem ned med små stykker bagepapir eller stanniol mellem pandekagerne.
Hvis du er interesseret i andre opskrifter med spinat, kan jeg anbefale opskriften på verdens bedste pølsehorn eller dette virkelig simple glutenfri og veganske spinatbrød (kan også laves med gulerod).
Opskrift på nemme glutenfri spinatpandekager
Ingredienser til cirka 20 små pandekager/tacos
– 100 g optøet spinat (tip: Rema1000 har en variant på frost der allerede er finthakket)
– 2 dl vand
– 1 dl havregryn (ca. 50 gram)
– 1 dl rismel (ca. 50 gram)
– ½ tsk salt
– 2 æg
– 1 dl olie
Fremgangsmåde
1. Tø spinaten op (gerne i mikroovn – og gerne defrost-program, hvis din mikroovn har det). Hæld IKKE væsken fra spinaten fra.
2. Blend alle ingredienser til en ensartet masse med stavblender eller i en blender.
3. VIGTIGT: Lad dejen hvile i minimum 10 minutter efter du har blendet den. Det er hemmeligheden bag pandekager der ikke går i stykker, da dette giver dejen tid til at binde sig.
4: Steg pandekagerne i ønsket størrelse ved middel-høj varme (pandekagerne er klar til at blive vendt, når der kommer små huller i overfladen – se billede nedenfor).
5: Servér og nyd.
Pandekagerne er klar til at blive vendt når der kommer små luftbobler som disse.