Sundere juletræstammer

Sundere juletræstammer

Sundere juletræstammer, der er formet som små juletræer og som smager af kakao og appelsin. Hvis du også savler bare en lille smule af at læse det, så vil jeg på det varmeste anbefale dig at lave en portion af dem med det samme. Og husk at lave rigeligt, da de også sagtens kan fryses, hvis der altså er flere tilbage – de smager af én mere ;-).

Desuden er disse små juletræer helt perfekte som et frisk pust til julebordet. Du kan både servere dem som kage og dessert eller som mindre stykker konfekt – jeg garanterer at de bliver et hit!

Opskriften på disse sundere juletræstammer er glutenfri, sukkerfriog laktosefri, og den kan nemt laves veganske ved at skifte honningen i marcipanen ud med sirup eller dadler. Desuden er der ikke noget af det, der kræver bagning – og det er næsten et krav at smage dejen til undervejs!

Jeg har desuden også en opskrift på almindelige træstammer med romessens (men stadig glutenfri, sukkerfri og laktosefri), hvis du er mere fristet af den udgave ;-).

Opskrift på sundere juletræstammer

Cirka 15 stk (afhængig af størrelsen)

Romkuglemasse:
– 100 g mandler (blendet til mandelmel)
– 150 g udstenede dadler fra papæske (findes i frugt- og grøntafdelinger i dit supermarked)
– 2 spsk kokosfibermel
– 2 spsk peanut butter eller anden nøddesmør
– 2-3 spsk kakao
– 2 spsk sukkerfri marmelade (fx Søbogaard eller Rigoni di Asiago)
– 1 tsk vaniljeessens eller kornene af ½ vaniljestang (jeg bruger dem fra Tørsleffs)
– Saft og revet skal af ½ økologisk appelsin

Marcipan:
– 100 g mandelmel
– 2 spsk kogt vand
– 2 spsk honning (erstat evt. med vegansk alternativ)

Desuden: mørk chokolade til kanterne

Fremgangsmåde:
Blend først mandler til mandelmel. Kom de øvrige ingredienser til romkuglemassen i blenderen og blend til du har en ensartet masse*. Sæt massen på køl, så det kan sætte sig samt blive koldt.

Marcipan: Blend alle ingredienserne til en ensartet masse (det samler sig til en klump). Rul marcipanen ud til et rektangel mellem to stykker bagepapir. Klip en trekant af bagepapir eller lignende, som ligner formen på et juletræ – brug denne som skabelon til at skære ens trekanter af marcipanen (OBS: der skal være dobbelt så mange marcipantrekanter som romkuglemasse-trekanter).

Når romkuglemassen er kold, rulles den ud til et rektangel i cirka 1,5 cm højde. Brug igen trekants-skabelonen til at skære massen ud i trekanter. Kom romkuglemassen ovenpå en marcipantrekant**. Vask dernæst fingre og læg en marcipantrekant oven på romkuglemassen. (se billede nedenfor)

Sæt juletræstammerne på køl/frys igen i mindst 15 minutter. Tag dem ud dyp kanterne i smeltet chokolade (det størkner hurtigst hvis de er kolde) og nyd 🙂

Opbevar juletræstammerne på køl indtil du skal servere.

* Hvis du ikke har en kraftig eller stor blender, så blend lidt ad gangen (tilsæt evt. lidt vand når du blender dadlerne) og bland det derefter sammen i en skål.
** TIP: jeg gør mine fingre en anelse våde, da det modvirker at massen klæber til fingrene, og så kan jeg nemt forme massen efter marcipantrekanten)

Hvis du har romkuglemasse tilovers, så tril det til små romkugler og kom dem på køl eller i fryseren.



2 thoughts on “Sundere juletræstammer”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *