Nemme havregrynskugler
Nemme havregrynskugler, som kun kræver 5 ingredienser, og som er gjort lidt ekstra julede og vinter-agtige i form af snemænd. Denne opskrift er ren nostalgi for mig, da smagen tager mig tilbage til da jeg var lille og lavede dem med min far og bror ud fra en opskrift på en havregrynspakke. Denne version indeholder dog ikke flormelis, og de kan både laves med blender, minihakker, stavblender eller blot en gaffel. Og de skal ikke bages. Derfor er de også helt geniale at lave med børn, da de både er nemme, hurtige og virkelig lækre at lave. Det kan dog nemt blive noget super lækkert gratværk, da jeg anbefaler at smage havregrynskuglerne til undervejs 😉
Opskriften er glutenfri, sukkerfri, laktosefri og vegansk, så alle kan være med på denne opskrift. Du kan desuden sagtens lave små udskiftninger i ingredienserne alt afhængigt af præferencer og hvad du har på lager.
Havregrynskuglerne er fryseegnede, så du kan med fordel lave en stor portion og tage dem op når den lille sult melder sig. Men de holder sig også lækre og fugtige på køl i mange dage 🙂
Desuden kan jeg også anbefale denne opskrift på de bedste romkugler, hvis du er i humør til hurtige snacks, som indeholder en masse lækre råvarer. Og hvis du er til kombinationen af chokolade og peanut butter, vil jeg på det varmeste anbefale disse peanut butter bites!
Opskrift på nemme havregrynskugler
Ingredienser til cirka 13 små snemænds-havregrynskugler:
– 200 g dadler fra papæske (jeg bruger juicy dates fra RM Import – fås i frugt- og grøntafdelingen i supermarkedet)
– 100 g havregryn (glutenfri, hvis du ikke tåler gluten)
– Knap 1 dl appelsinsaft/appelsinjuice eller vand
– 25 g Naturli’ smørbar (eller “normal” smør eller kokosolie)
– 15-20 g kakaopulver (smag til)
– Desuden: groft kokosmel, havregryn eller krymmel til pynt
Fremgangsmåde:
1. Pil stenen ud af dadlerne og skyl dem gerne.
2. Blend alle ingredienser sammen med blender, foodprocessor, minihakker eller stavblender, eller mos det sammen med en gaffel og hænderne.
3. Stil massen på køl og lad det sætte sig i minimum 30 minutter.
4. Form små kugler (i forskellige størrelser, hvis du vil lave små snemænd) med let våde/fugtige hænder og tril dem i den ønskede pynt*. Stil på køl til de skal spises.
*OBS: hvis du gerne vil lave snemænd kan jeg anbefale at lade være med at putte kokosmel på de steder, hvor kuglerne skal klistres sammen. Alternativt kan du stikke en tandstik igennem, og blot gøre opmærksom på dette når de skal spises 😉