Vafler med hokkaidogræskar
Vafler med hokkaidogræskar, som du kan snacke præcis som de er, eller som alternativ til sandwich, burger eller som brød til suppe. Og du kan endda også sagtens bruge dem med sød topping, som marmelade, nutella, peanutbutter og frisk frugt. Jeg overdriver desuden ikke når jeg siger, at det simpelthen er nogle af de lækreste vafler jeg nogensinde har lavet! De er så svampede og lækre, og det kan være svært at lade dem køle af.
Opdaterede anvendelses- og erstatningsmuligheder:
– Du kan sagtens erstatte hokkaidogræskar med samme mængde gulerødder (dog skal gulerodsstykkerne bages i cirka 5 minutter mere).
– Dejen kan både bruges til vafler og pandekager.
Opskriften er glutenfri, sukkerfri og laktosefri, og indeholder virkelig få, simple og lettilgængelige ingredienser. Desuden kan du sagtens udskifte det glutenfri mel med hvedemel, hvis du tåler dette. Dejen er virkelig nem at arbejde med, og jeg har endnu ikke oplevet at de sidder fast eller går i stykker – ikke engang den første, som ellers altid plejer at være deform og mislykket 😉
Vaflerne bør spises og serveres lune (enten varme og direkte fra vaffeljernet eller opvarmet i mikroovn), og de er desuden fryseegnede. Så lav endelig en stor portion, så du har en lækker, nærende, mættende og tilfredsstilende snack når både den store og lille sult melder sig 😉
En anden idé til andre anvendelsesmuligheder af hokkaidogræskar er en stor og lækker portion cremet hokkaidosuppe. Jeg lavede denne suppe sidste år, og den er virkelig blevet en af favoritterne (du kan desuden også bruge sød kartoffel i stedet for hokkaidogræskar).
Opskrift på vafler med hokkaidogræskar
Opskrift til cirka 10-15 stk afhængig af størrelsen og typen af vaffeljern.
Ingredienser:
– 500 g hokkaidogræskar (ca. 335 gram efter bagning – brug også “skallen”) eller gulerod
– 80 g havregryn
– 80 g rismel, boghvedemel eller quinoamel (jeg køber af mærket Urtekram)
– 4 æg
– 2 tsk salt (evt. lidt mindre hvis du kun skal bruge dem til sød topping)
– 2 spsk smagsneutral olie (fx rapsolie)
Tilsæt evt. lidt vand for at justere konsistensen (især hvis du bruger rå gulerødder)
Fremgangsmåde:
1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
2. Udhul og skær hokkaidogræskarret i små tern og bag disse i 15 minutter til de er møre. Lad græskarternene køle af i cirka 10 minutter før du blender dem*.
3. Blend alle ingredienser til en ensartet masse med en stavblender, minihakker, foodprocesser eller blender.
4. Varm vaffeljernet op**, kom lidt olie på pladerne og bag vaflerne indtil de er gyldne og sprøde.
* TIP: du kan sagtens fryse græskarternene ned, så du hurtigt kan lave en portion vafler når lysten melder sig. På denne måde mindsker du også madspild, hvis du ikke ved hvad du vil bruge resten af hokkaidogræskarret til.
** Du kan bruge alle typer vaffeljern. Jeg har brugt pladerne til belgiske vafler i mit multijern fra Tefal Snack Collection.
Skær græskaret i små stykker og bag i ovnen i 15 minutter. Konsistens på vaffeldejen.
1 thought on “Vafler med hokkaidogræskar”