Brownie med peanutbuttertopping

Brownie med peanutbuttertopping

Brownie med peanutbuttertopping og en “glasur” af daddelkaramel med kakaosmag. Brownien er rig på smag og har en tung, lækker og fuldstændig tilpas klæg konsistens. Peanutbutterlaget smager lidt rom en blanding af fugde-karameller og cookie dough. Daddelkaramellem med kakao er lækker og blød og binder de to lag sammen til den lækreste herlighed. Løber din mund også lidt i vand nu? Det forstår jeg godt 😉

Jeg anbefaler at du smutter i køkkenet med det samme og laver denne kage til dig selv – og måske dine nærmeste, hvis du har mod på at dele – men jeg advarer, den forsvinder hurtigt! Jeg anbefaler desuden at du laver kagen dagen før, da smagen kun bliver bedre natten over :-).

Opskriften er fuldstændig glutenfri, sukkerfri, laktosefri og vegansk (og dermed også fri for æg), så der er taget højde for rigtig mange forskellige kostpræferencer og allergier. Hvis du har en anden allergi over for en af ingredienserne i opskriften, er du velkommen til at skrive for at høre om muligheder for erstatninger!

Jeg har desuden lavet mønstret oven på disse som en knæk cancer blomst, men du kan også sagtens bare fordele daddelkaramellen i et jævnt lag ovenpå. Kagen er perfekt til en lækker dessert, men den gør sig også utrolig godt til eftermiddag eller som kagetapas.

Er du interesseret i andre nemme opskrifter, som også er glutenfri, sukkerfri, laktosefri og veganske, så vil jeg anbefale dig at prøve dette bananbrød. Det ser utroligt indbydende ud, og det er nemt at lave.

OPSKRIFT PÅ BROWNIE MED PEANUTBUTTERTOPPING
Ingredienser til cirka 10 stykker

Brownie:
– 175 g udstenede og skyllede dadler fra papæske
– 65 g kikærter (jeg har brugt 1 af Bonduelles helt små dåser)
– 35 g peanutbutter (eller anden nøddesmør)
– 40 g mandler blendet til mel (eller købt mandelmel)
– 25 g kakao
– 1,5 dl vand
– 50 g hakket chokolade

Peanutbuttertopping:
– 65 g kikærter fra dåse (jeg har brugt 1 af Bonduelles helt små dåser)
– 85 g peanutbutter
– 1 stor tsk smagsneutral kokosolie
– 2 stk udstenede og skyllede dadler fra papæske (jeg har valgt at fjerne “skallen” til dette lag, da denne ofte efterlader små synlige stykker i massen)
– 2 spsk vand
– 1 nip salt (medmindre din peanutbutter er saltet)

Kakao/daddelmasse:
– 90 g udstenede dadler
– 5-6 spsk vand (tilsæt indtil du opnår ønsket konsistens (den sætter sig lidt på køl på grund af kokosolien)
– 1 spsk smagsneutral kokosolie
– 2 tsk rå kakaopulver


Fremgangsmåde
Brownie:
Kom alle ingredienserne til brownien i en blender (på nær chokolade) og blend til en ensartet masse. Tilsæt hakket chokolade og rør rundt. Fordel dejen i muffinforme (eller i en springform hvis du selv vil skære stykkerne bagefter) og bag ved 175 grader varmluft i cirka 25-28 minutter (lidt længere hvis du laver én stor kage). Lad kagen køle helt af (gerne over natten).

Peanutbuttertopping:
Kom alle ingredienser i en blender og blend til en ensartet masse (se billede nedenfor). Rul massen ud i ønsket tykkelse og størrelse (alt efter hvordan du vælger at lave dine brownies) og kom det på køl.

Kakao/daddelmasse:
Kom alle ingredienserne i en blender og blend til en ensartet masse (juster tykkelsen af det med vand). Kom det på køl.

Saml:
Kom et lag kakao/daddelmasse oven på brownien og kom dernæst et lag peanutbuttertopping ovenpå. Lav valgfrit mønster med kakao/daddelmassen på toppen (du kan sagtens bare fordele massen i et jævnt lag ovenpå hele laget af peanutbuttertopping.




Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *